Fra god til fantastisk leder - det handler om EQ
Det er dine faglige kompetencer og resultater, der giver dig en forfremmelse til leder, men det er din følelsesmæssige intelligens (EQ), der afgør hvor god du bliver til at skabe resultater gennem andre.
Læs nedenfor hvordan følelsesmæssig intelligens og en stærk bundlinje går hånd i hånd.
I et af Morten Münsters nyhedsbreve peger han på, at virksomheder i høj grad forfremmer dygtige medarbejdere efter Peter Princippet - altså at tekniske færdigheder og resultater samt fagkompetencer giver forfremmelse. Forfremmelsen sker ofte ikke pga et ledelsestalent - og herefter går det 'galt'.
Citat fra nyhedsbrevet:
Tilbage i 2018 studerede en gruppe amerikanske forskere 40.000 sælgere i 131 forskellige virksomheder i et omfattende studie, der fik navnet: Promotions and the Peter Principle.
Forskerne var interesserede i to ting:
Er det rigtigt, at de bedste sælgere bliver forfremmet til ledere?
Hvis ja, hvordan klarer de ledere sig så efterfølgende?
Til det første spørgsmål: Ja.
De bedste sælgere havde 30 procent større sandsynlighed for at blive forfremmet til ledere.
Til det andet spørgsmål: Dårligt.
Når en dygtig sælger blev forfremmet til en lederrolle, faldt salgs-performance i det team, de fik ansvaret for efterfølgende, med i gennemsnit 6 procent.
Hvem viste sig så at være de bedste ledere? Altså hvem fik efterfølgende deres teams til at performe bedst? De sælgere, der havde en dårlig track record!
For de blev nok forfremmet for noget andet, end hvor dygtige de var til at sælge. De blev forfremmet, fordi de havde talent for ledelse.
I en verden, der konstant og hastigt udvikler sig, er kravene til ledere højere end nogensinde før. Traditionelle ledelsesfærdigheder som strategisk tænkning og beslutningstagning er stadig afgørende, men i nutidens komplekse omskiftelige arbejdsmiljø er der en voksende anerkendelse af vigtigheden af følelsesmæssig intelligens (EQ = Emotional Intelligence) i lederrollen.
I 2012 iværksatte Google en omfattende toårig undersøgelse for at finde frem til, hvilke af deres teams der var de mest succesfulde. Projektet fik navnet: Project Aristotle.
Google studerede over 180 af deres teams og kombinerede kvalitative og kvantitative indsigter for at finde svaret.
De 5 ting, der (overraskende nok) IKKE betyder så meget for et teams performance og succes er:
At teamet sidder sammen.
At teamet søger konsensus-drevne beslutninger.
Graden af arbejdspres.
Mængden af erfaring i teamet.
Størrelsen på teamet.
De individuelle kompetencer i teamet betød heller ikke alverden. Der var ikke en direkte sammenhæng mellem antallet af ’high-performers’ på et team og teamets evne til at skabe resultater.
Det mest afgørende for et teams succes var graden af psykologisk tryghed.
EQ refererer til evnen til at forstå og styre ens egne følelser samt at kunne genkende og reagere på andres følelser. Det er ikke kun en personlig kvalitet, men også en afgørende faktor for at opbygge en positiv arbejdskultur og styrke relationerne på arbejdspladsen.
EQ er dog på mange arbejdspladser fortsat under-prioriteret som en ledelses kompetence. Mange undervurderer, hvor afgørende følelsesmæssig intelligens er for at skabe effektive og socialt bæredygtige ledere.
Jeg tror, at EQ er overset, fordi det ikke altid er let at måle eller kvantificere. Mens tekniske færdigheder og resultater kan måles mere objektivt, er værdien af følelsesmæssig intelligens mere subjektiv og kompleks at evaluere.
Hvor høj er din EQ egentlig? Det er de fleste af os ikke særligt optaget af i hverdagen, men det er din følelsesmæssige intelligens (EQ), som gør dig i stand til at aflæse, hvad som sker med dig selv og andre følelsesmæssigt, så du kan navigere i situationer og træffe gode beslutninger.
Du kan lige reflektere kort over følgende spørgsmål:
Hvor stor betydning har motivation og engagement for, hvor gode resultater I skaber i din organisation?
Er engagementet primært styret af rationelle elementer, eller er der følelser i spil?
Hvilken påvirkning har konflikter og dårligt samarbejde for jeres resultater?
Er konflikter typisk rationelle, eller er de følelsesmæssigt ladet?
Vi har nok ikke et tilstrækkelig veludviklet sprog til at tale om og arbejde med følelser på arbejdspladsen, men det er svært at komme uden om det faktum, at de er der, og de har en påvirkning på, hvordan man som leder lykkes med at skabe de ønskede resultater. Ledere skal nemlig kunne navigere i organisationens følelser for at skabe følgeskab.
Heldigvis er EQ noget, man kan træne og forbedre. Ligesom vi er født med forskelligt niveau af gehør for musikalitet, er vi født med en EQ, hvor nogens intuition eller gehør er stærkere end andres. Nyere hjerneforskning har vist, at på samme måde som vi kan træne vores fysiske evner og blive stærkere og hurtigere, eller vores musikalitet til at blive bedre, så kan de netværk i hjernen, som associeres til følelsesmæssig intelligens, også trænes og blive stærkere.
Der er 5 nøglefærdigheder under følelsesmæssig intelligens
1. Selvbevidsthed: Ved du hvordan din egen adfærd påvirker andre ?
Ledere med høj EQ har en stærk selvbevidsthed, der gør det muligt for dem at forstå deres egne styrker og svagheder. De er klar over, hvordan deres adfærd påvirker andre, og de er villige til at modtage feedback og lære af deres fejl. Det fører til et mere autentisk lederskab.
Den succesfulde leder har den mentale ro til at sætte autopiloten på pause, og gå ind i et nysgerrigt rum, når situationen kalder på det. Det forventes at lederen skal kunne se nye mønstre, bruge sin intuition og udfordre grundlæggende antagelser og vanetænkning. Det kræver en høj grad af selvindsigt og impulskontrol.
2. Selvregulering: Hvor god er du under pres?
Faktorer som kompleksitet, forandringshastighed og forstyrrelser sætter vores hjerne og nervesystem under pres og sætter os ofte i en mental kamp/flugt-tilstand. I den tilstand kan vi ikke bruge vores kognitive evner optimalt. Alligevel er agilitet og forandringsparathed, ord, der er flittigt brugt for tiden. Det kræver en del af lederens indre kapacitet og EQ at kunne føle sig tilpas og navigere effektivt i et komplekst miljø.
Følelsesmæssig intelligens handler om at kunne aflæse sin egen mentale tilstand og have konkrete metoder til at justere den. Lige som topatleter arbejder med mental træning for at kunne højpræstere, så handler EQ på arbejdspladsen om at kunne arbejde med sin egen indre tilstand. Det betyder ikke, at man altid kan og skal være ”på toppen”, men at man bedre kan forstå og rumme de forskellige mentale tilstande, vi kan være i, og handle hensigtsmæssigt ud fra det. Denne evne resulterer i en egen-robusthed og den skaber et stabilt og tillidsfuldt arbejdsmiljø. Og det er vigtigt, for mister en chef temperamentet, så taber vedkommende ikke bare i situationen. Der er meget mere på spil så som tabt tillid, tryghed, anerkendelse og andres lyst til at samarbejde med vedkommende.
3. Selv-motivation: Kan du bevare en optimistisk og vedholdende tilgang, så du opnår følgeskab ?
I nogle situationer oplever man, at man ikke altid har medvind på cykelstien. Det kan der være forskellige årsager til. For eksempel kan de tekniske løsninger drille, eller man kan være havnet i et politisk magtspil i organisationen.
Ledere med høj EQ er gode til at fastsætte mål, kommunikere dem tydeligt og effektivt og opmuntre deres teams. De reducerer misforståelser og konflikter på arbejdspladsen, og de er selv optimistiske og vedholdende, hvilket inspirerer andre til at følge deres eksempel og arbejde for at nå de fastsatte mål.
4. Empati: Kan konstruktiv empati forbedre tværgående samarbejde?
I de fleste organisationer fylder temaer som tværfagligt samarbejde og tillid rigtig meget. Tillid er et lille ord, som er nemt at sige, men som er langt mere kompliceret at skabe.
Empati – evnen til at forstå og føle andres behov – er et grundlæggende element i opbygning af netop tillid og samarbejde. Empati er en medfødt evne vi har, men afhængig af hvordan vi bruger den, kan den blive mere eller mindre veludviklet. Når man forstår, hvordan empati fungerer og kan bruges, så kan man forandre dynamikken i vigtige relationer på arbejdspladsen.
Empatiske ledere opmuntrer til samarbejde og hjælper medarbejdere med at opbygge positive relationer indbyrdes. Dette resulterer i mere produktive og harmoniske teams.
5. Social kompetence: Hvordan kan du navigere effektivt i kompleksitet?
Der er en tydelig kobling mellem, hvor gode vi er til at aflæse samt forstå os selv og vores evne til at aflæse samt forstå andre. Den sociale kompetence er vigtig for at kunne skabe et miljø, hvor medarbejderne føler sig trygge, hørt og værdsat. Et sundt og bæredygtigt arbejdsmiljø har ingen stressramte. I stedet er de dominerende faktorer engagement og trivsel.
Social bæredygtighed og bundlinje
Når ledere bevidst bruger og træner deres EQ, skaber de et miljø præget af trivsel, tillid og samarbejde. Dette har ikke kun positive konsekvenser for medarbejdernes arbejdsglæde, det har afgørende indflydelse på virksomhedens effektivitet og bundlinje.
En af de primære fordele ved høj EQ er evnen til at opbygge og vedligeholde sunde relationer. Lederen, der er opmærksom på og respektfuld over for medarbejdernes følelser, skaber et klima, hvor folk føler sig værdsatte og set. Dette fører til øget engagement og loyalitet, da medarbejderne føler, at deres bidrag betyder noget.
Tillid er en hjørnesten i enhver succesfuld organisation. Når en leder udviser empati, lytter og viser forståelse, skaber det tillid blandt medarbejderne. Dette tillader et mere åbent og ærligt kommunikationsmiljø, hvor bekymringer og ideer frit kan deles. En sådan tillid er afgørende for f.eks. innovation og problemløsning, hvilket igen er afgørende for virksomhedens vækst.
Arbejdspladsens kultur er en anden nøglefaktor, der påvirker både trivsel og produktivitet. EQ-bevidste ledere er i stand til at forme en kultur præget af positivitet, samarbejde og respekt. Dette gør ikke kun arbejdspladsen mere behagelig, men det tiltrækker også talentfulde medarbejdere, der ønsker at være en del af sådan et arbejdsfællesskab.
EQ er en afgørende faktor, der adskiller en god leder fra en fantastisk leder. Ved at prioritere emotionel intelligens investerer ledere ikke kun i deres eget lederskab, men de skaber også en arbejdsplads, der inspirerer og motiverer, hvilket har positive indvirkninger for virksomhedens økonomiske ydeevne. Det koster utrolig meget på bundlinjen, hvis medarbejderne ikke trives, hvis der er mange stress sygemeldte og hvis der er en stor udskiftning i personalet.
Jeg selvstændig, og jeg hjælper små og mellemstore virksomheder med at skabe dynamiske lederteams, dygtige ledere med høj EQ og sunde bæredygtige virksomhedskulturer.